Anne Middelboe skrev i Børneteateravisen under ****
En virkelig klovn er ikke at spøge med. Han er barnlig og klodset, men han er også raffineret og udspekuleret. Han har set ondskaben, og han har mærket hånen på egen krop. Derfor kan han give den videre. Og netop derfor kan han også savne kærligheden.
Det er den slags store følelser, som forestillingen ’Hr. Klovn’ vækker. På Zangenbergs Teater spiller Torkild Lindebjerg en udsøgt solo, hvor hele klovnens liv og længsel kapsles ind i en lille stue, som klovnen træder ind i – og forlader igen. Fint stiliseret er det hele, for Christian Q. Clausens scenografi har ingen vægge.
Torkild Lindebjerg er en garvet performer. Han kan sin timing, og han kan mærke ungerne, uanset hvor meget han står med ryggen til eller stirrer på sine sko. I lang tid spiller han helt ordløst. Kun hans krop taler, og han bruger fint sin forbavselsesmimik til at lade børnene føle sig som meget klogere end ham. Muntert og enkelt.
Soloteater er det sværeste, og Torkild Lindebjerg har virkelig krammet på sine tilskuere. Han får ungerne til at dvæle ved øjeblikket, og han forærer dem en eftertænksomhed, som er smuk.